Debatten om, hvorvidt lærerne selv skal betale for deres læremidler er principiel og vigtig. Og den handler ikke kun om økonomi. 

Min kone er sygeplejerske og arbejder på et af Danmarks større sygehuse. 

I sit arbejde med patienterne føler hun ofte, at hun ikke får stillet de rigtige ressourcer til rådighed. 

Det starter ofte ud i det små

Derfor er hun begyndt selv at købe fx plastre og medicin til sine patienter.

Det startede i det små med nogle sommerfugleplastre, der var pænere end de brune, som hospitalet har indkøbt til afdelingen. Med tiden er hun blevet i tvivl om, hvorvidt noget af medicinen nu også er den rigtige. 

For at være sikker på, at hendes patienter får den helt rigtige medicin, er hun derfor begyndt selv at købe medicin, som hun tager med på arbejde. Bare en lille smule i ny og næ. 

Inspireret af nogle af de nye plastre, er hun også selv begyndt at producere plastre og forbindinger. Det har flere af hendes kollegaer lagt mærke til og de har ligefrem opfordret hende til at producere en masse, så andre også kan bruge dem. 

En slags Blå Avis hjælper med salget

Derfor blev hun glad, da hun opdagede muligheden for at sælge sine egne plastre til kollegaer i hele landet. 

I starten sådan lidt for sjov i en gruppe på Facebook, men efter noget tid opdagede hun, at andre driftige sygeplejersker ligefrem lavede online markedspladser, hvorfra mange sygeplejersker sælger plastre, medicin, forbindinger og meget andet, som de selv laver. 

Kunderne er andre sygeplejersker landet over. Og måske et hospital eller to, der stiller markedspladsen til rådighed for sine medarbejdere. 

Fiktion, eller virkeligheden for flere og flere lærere?

Lad mig starte med at understrege, at det eneste sandfærdige ved ovenstående er, at min kone er sygeplejerske. Og at hun arbejder på et større hospital.

Erstat sygeplejerske med lærer og plastre, forbindinger og medicin med læremidler og andet til undervisningen, så passer historien på en virkelighed, som bl.a. Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen satte fokus på for nyligt.  

Vi har sikkert alle gjort det en smule

Mon ikke, at alle lærere på et eller andet tidspunkt har betalt noget af egen lomme, som de har brugt med deres elever? 

Selv kan jeg da komme med en del eksempler på fx genstande, jeg har hjembragt fra loppemarkeder og museer, hvor betaling med ean-nummer ikke lige var en mulighed. 

Og med så mange lærere, der føler ingen eller lidt indflydelse på valg af læremidler, så bliver behovet næppe mindre. 

Men er det den rigtige vej at gå?

En ny industri og ændrede regler for kopiering

For nogle år siden så vi et nyt marked opstå på læremiddelscenen. 

En række lærere havde fået den gode idé, at lægge deres materiale frit ud. På den måde ville alle landets lærere kunne hente det gratis og bruge det med deres elever. 

Den økonomiske model i dette bestod så i, at udgiveren/forlaget tjente penge via Copydan, når lærerne kopierede det pågældende materiale. 

På den måde kunne de sælge indirekte til skolerne, der så “købte” læremidler via kopikontoen, der på nogle skoler i forvejen er en stor budgetpost. 

Udviklingen førte til, at Copydan i 2022 følte sig nødsaget til at ændre reglerne for udbetaling. Nu skal forlag have et reelt salg, før de kan få udbetalt de eftertragtede “kopipenge”.  

Hvem står med ansvaret, hvis materialet er ulovligt?

Da jeg i sin tid arbejdede som redaktør på Clio oplevede jeg tit lærere, der tilbød mig at købe deres materiale. 99,9% af gangene var det eget materiale skabt fra bunden. 

Men det var også én gang, hvor jeg fik tilbudt det samme materiale to gange. Det viste sig, at person A havde fundet person B´s materiale på Skolekom og herefter solgt det til mig som sit eget. Det blev B ikke glad for, da hen nu også ville sælge mig det. 

En anden gang måtte vi skrive til Alinea og sige, at en person prøvede at sælge deres materiale til os, som sit eget.

En juridisk jungle, hvor du tror du kan føle dig sikker

Når du bruger et læremiddel produceret af et forlag som Meloni, Alinea eller Gyldendal, så ved du, at der har været en redaktør ind over, der har sikret sig at tekst- og billedrettighederne er i orden. 

Og du vil, hvis en tekstbid eller et billede nu alligevel skulle vise sig at være ulovligt, altid henvise til forlaget, der i så fald står med det fulde ansvar. 

Hvorfor nu fokusere på det, tænker du måske? 

Du står som lærer med det juridiske ansvar

Problemet ved dette nye marked, hvor lærere køber af andre lærere via Facebook eller officielle markedspladser, er at der ikke er dette beskyttende lag, hvor rettighederne er sikret. 

Derfor vil det være dig, som bruger, der hænger på eventuelle erstatningskrav, hvis det viser sig, at det spændende materiale om livet som barn i middelalderen er en ulovlig kopi.

Eller hvis den flotte plakat, du køber til klassen, i virkeligheden er udgivet i USA, men oversat af en driftig lærer, der har sat den til salg på dansk. 

Det tænker de færreste lærere (og skoler, hvis de køber adgang til deres lærere) nok over, når de betaler via en flot designet hjemmeside med et login. 

Men det står der, hvis du læser det med småt. 

Det er bare formuleret lidt mere juridisk, end jeg beskriver det her. 

Jeg er kæmpe fan af driftige lærere!

Misforstå mig ikke, jeg er skam kæmpe fan af driftige lærere, der vil udbrede deres gode materialer. Og jeg under dem skam også, at de tjener penge på det. 

Mit indlæg er ikke et forsøg på at beskytte forlagenes marked. 

Jeg er nemlig vild med, at markedet og de etablerede forlag udfordres! 

Det skal bare ske efter de samme regler, så vi bl.a. sikrer brugerne ikke kan risikere at ende med at komme til at begå ulovligheder, uden at vide det. 

p.s. vil du modtage fremtidige blogindlæg og hvad jeg ellers deler i mit nyhedsbrev, så skriv dig op lige her: