Som lærer er det oplagt at bruge forskellige planlægningsmodeller til din undervisning. Hvorfor, tænker du måske?
Der er mange facetter af lærerjobbet, som du hver dag skal bruge en smule af din tid på. Din primære opgave er at levere engagerende og god undervisning og sikre at dine elever trives. Ved siden af det, er der så alt det administrative, møderne, forældredialogen og så videre.
At finde balancen mellem de mange aspekter af jobbet som lærer kan være en udfordring. Her er min påstand, at planlægningsmodeller og planlægningsværktøjer være til stor hjælp.
Lad os se nærmere på, hvorfor jeg mener det er tilfældet.
Hvad er en planlægningsmodel?
Måske skal vi starte med lige at blive enige om, hvad en planlægningsmodel egentlig er. I min tolkning er det et redskab, du kan bruge til at systematisere planlægningen og på den måde organisere din undervisning.
Et værktøj, der hjælper dig med at fastlægge og holde styr på formålet, indholdet, arbejdsformerne, evalueringen, din rolle og så videre. Kort sagt strukturere dine lektioner og sikre, at du opfylder dine ønskede mål for forløbet.
Planlægningsmodeller findes i mange udgaver og kan variere fra enkle skabeloner til mere komplekse systemer. Fælles for de gode af dem er, at de giver dig en ramme, der hjælper dig med at forblive fokuseret og organiseret.
Selv var jeg fx ikke hverken fokuseret eller organiseret som nyuddannet lærer. Så jeg har haft stor gavn af de planlægningsmodeller, jeg har lært at kende siden tiden på seminariet. Flere af dem bruger jeg stadig den dag i dag.
En god planlægningsmodel skal hjælpe dig med:
- At skabe struktur og klarhed:
En god planlægningsmodel skal først og fremmest hjælper dig med at strukturere din undervisning, så du nemt kan se, hvad der skal dækkes i hver lektion. Dette giver dig klarhed og sikrer, at du ikke misser vigtige emner, mål og temaer i din årsplan. - Spare tid:
Med en fastlagt plan har du hele tiden styr på, hvad der skal ske i næste undervisningslektion. Især en fordel, hvis du underviser i flere klasser og måske også har flere klasser i samme fag.
Er din plan god, så skal du ikke bruge en masse energi fra gang til gang, men kan fx i stedet bruge kræfter på at give feedback til eleverne og evaluere på forløbet. - Forbedre elevernes engagement:
Når du har en klar og struktureret plan, er det lettere at skabe en engagerende undervisning, der fastholder elevernes opmærksomhed.
En god planlægningsmodel hjælper dig med huske at indregne varierede aktiviteter og differentiere undervisningen for at imødekomme dine elevers forskellige behov og et generelt ønske om variation. - Målrette din undervisning:
Måske er det stadig lidt forhadt, men gode og smarte mål er i mine øjne hensigtsmæssige, hvis du skal lykkes med din undervisning.
Selvfølgelig har du nogle meget overordnede mål for din undervisning, men med en god planlægningsmodel bliver det lettere at gøre det tydeligt for dig og dine elever, hvad I arbejder på at opnå og hvornår. Det hjælper både dig og dine elever med at holde øje med fremskridt og resultater. - Øge din motivation og selvtillid:
Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg er sikker på at have en plan vil give dig selvtillid og øge motivation. Når du har styr på, hvad du skal, så er det sværere at lade dig slå ud, eller komme på vildspor.
Du ved, hvad du skal gøre, og hvordan du skal gøre det. Noget, der helt sikkert vil smitte af på dine elever, der vil derfor føle sig mere trygge og motiverede.
Hvordan kommer du i gang?
Der findes mange forskellige planlægningsmodeller og værktøjer, som du kan tage i brug. Og som jeg linker til lige om lidt.
Men først nogle punkter, du skal overveje:
- Vælg en planlægningsmodel, der passer til dig:
Start med at vælge en planlægningsmodel, der passer til dit temperament og dine behov. Er du til meget minutiøse planer, så vælg en med mange facetter og dele. Er du mere til noget simpelt, så… Du har vist gættet det. - Tilpas den efter behov:
Ikke alle klasser er ens og det samme gælder dig fag. Nogle gange skal du planlægge et større forløb (måske med andre), mens det andre gange “bare” handler om 45 minutter om et enkelt tema.
Vælg derfor en model, der let kan justeres, så den passer til dine undervisningsmål og den tid, du har til rådighed. - Implementer og juster løbende:
Når du starter ud med at bruge en model, så overvej kun at prøve det af i et fag. Har du to klasser i samme fag, så er det måske oplagt at teste planen på to forskellige målgrupper, eller teste to forskellige udgaver.
Vær ikke bange for at justere og tilpasse planen løbende. En god planlægningsmodel skal være fleksible og kunne ændres. - Evaluer og forbedr:
Efterhånden som du bruger modellen bliver du klogere på, hvad der virker og ikke virker. Måske er planen for detaljeret, eller måske havde det været godt med endnu flere detaljer. Måske fungerer nogle øvelser bedre på andre tidspunkter.
Når nu du løbende reflekterer over, hvad der fungerer godt, så spørg endelig dine elever. De har med garanti en masse feedback, som du kan bruge fremadrettet.
Her er nogle af mine favorit planlægningsmodeller:
- REMAP
- Planlæg undervisningen | Skoletjenesten
- Didaktiske modeller – planlægnings- og refleksionsredskaber | Praktikbogen (hansreitzel.dk)
- Planlægning af undervisning med elevernes dannelse for øje – Pædagogik og didaktik – GRUNDSKOLE | Emu.dk
- PUBLIKATION: Håndbog for undervisere ved merkonom- og teknonomuddannelserne: 5. Planlægning af undervisning (uvm.dk)
- UDL: Sådan skaber du fleksible og inkluderende læringsmiljøer i skolen
Lad os lige opsummere
Planlægningsmodeller er uvurderlige værktøjer i lærerjobbet.
De hjælper med at skabe struktur, spare tid, øge elevengagementet og motivere både lærere og elever. Ved at integrere en planlægningsmodel i din undervisning kan du forbedre både din egen og dine elevers oplevelse af skolegangen.
Så hvorfor ikke give det en chance? Jeg tør næsten godt love, at din undervisning bliver både mere effektiv og mere givende.
God planlægning!
p.s. har du lyst, så har jeg lavet et mailkursus med fokus på den gode planlægning. 5 mails med opgaver, ideer og tips – en om ugen i 5 uger:
p.p.s du er også meget velkommen til at lytte til min podcast, der fokuserer på netop den gode planlægning: