Der er tit meget snak om, hvor hårdt lærerlivet er. Men hvorfor ikke fokusere på, hvad lærerne holder mest af ved deres arbejde? Det er netop, hvad du bliver klogere på i artiklen her. Hvor du også får lidt mere viden om, hvem der har deltaget i undersøgelsen.
Hvilke to ting holder du mest af ved dit arbejde?
Så simpelt lød spørgsmål nr. 4 i den seneste udgave af Lærerundersøgelsen og det er også et spørgsmål, der har været gennemgående de tre gange, undersøgelsen har kørt.
Mens du overvejer, hvad du selv ville svare, så får du lige de valgmuligheder, lærerne kunne vælge:
- Den daglige kontakt med elever.
- Teamsamarbejdet omkring klassen/-erne.
- Sparringen med ledelsen.
- Skole-hjemsamarbejdet.
- Kollegerne.
- At forberede undervisningen
90 % af lærerne holder mest af…
Heldigvis, fristes jeg til at skrive, er “den daglige kontakt med eleverne” igen den helt store vinder.
90 % af lærerne har igen i 2024 valgt den mulighed som en af deres to.
Et tydeligt signal om, at det stadig er relationerne og det at være i et fællesskab med børn og unge, der får folk til at blive lærere.
Forhåbentlig holder eleverne også af lærerne.
Kollegerne er også vigtige
Andenpladsen er igen kollegerne, der er blevet valgt af 885 lærere, hvilket giver en procentsats på 59. Et lille fald fra året før, hvor tallet var 62 %.
En så lille ændringer tænker jeg er tilfældigt og forhåbentlig ikke et tegn på, at samarbejdet og samværet med kollegerne er blevet forværret siden sidste år.
Vi har en ny 3. plads i år!
Med 32 % af stemmerne kommer “at forberede undervisningen” ind på 3. pladsen i denne udgave af Lærerundersøgelsen. En stor stigning fra sidste år, hvor 25 % af respondenterne havde valgt den mulighed (det skal lige nævnes, at i 2023 fik alle ikke muligheden for at vælge det svar fra starten, hvilket nok har påvirket tallet det år).
I forbindelse med indsamlingen af svar til denne udgave fik jeg en venlig kommentar fra en lærer, der ønskede at selve det at undervise også blev en mulighed.
Teamsamarbejde er fortsat vigtigt
Min tese om, at samarbejdet ikke er forværret understøttes af antallet af lærere, der har valgt teamsamarbejde som en af de to vigtigste. I år er det nemlig 21 %, hvilket er meget tæt på sidste års 22 %.
Med al den fokus, der har været på fx professionelle læringsfællesskaber og vigtigheden af et godt teamsamarbejde, så burde teamsamarbejde og samarbejdet med kollegerne også gerne gå godt på langt de fleste af landets skoler.
Der skal målfoto til for at finde 5. pladsen
Som sidste år, er der to valgmuligheder, der scorer meget lavt. I år er det så tæt, at der skal et målfoto til for at afgøre, hvilken mulighed der bliver henholdsvis nr. 5 og nr. 6.
Med 41 stemmer bliver det “sparring med ledelsen”, der løber med 5. pladsen. I alle tre, år undersøgelsen er blevet gennemført, har den mulighed kæmpet med lave procenter.
De 41 valg giver 2,7 %, hvis jeg skal være præcis og ikke runde op. Det giver en lille stigning fra sidste års 2,4 %.
Forældrene kommer ind som nummer sjok
Nu nævnte jeg nødvendigheden af målfoto. For med 40 af de afgivne stemmer finder vi skole-hjemsamarbejdet på sidstepladsen. De 40 stemmer giver også 2,7 %, hvilket betyder en lille stigning fra sidste års 2,5 %.
Dermed ikke sagt, at lærerne ikke kan lide skole-hjemsamarbejdet eller sparring med ledelsen – de holder måske bare meget mere af de andre fire valgmuligheder?
Lidt om deltagerne i årets undersøgelse
Nu er du blevet klogere på, hvad de 1502 deltagere i årets undersøgelse mener er det bedste ved lærerjobbet.
Men måske vil du også gerne vide lidt mere om, hvem de er?
De første spørgsmål i undersøgelsen handler om at blive lidt klogere på, hvem deltagerne er. Svarene fra dem bruger jeg mest for at se, om der er forskelle på, hvad de fx mener er det bedste ved jobbet.
Spørgsmålene er:
- Hvor mange år har du undervist?
- Hvilke klassetrin underviser du (primært) i?
- Underviser du i fag, som du ikke har linjefagskompetence i eller flere års erfaring med?
Derfor vil jeg løbende bringe svarene fra de spørgsmål i spil sammen med andre af undersøgelsens spørgsmål.
(vil du vide mere, så læs artikel Data om deltagerne i Lærerundersøgelsen 2024).
Kan jeg så sige noget om forskelle alt efter klassetrin?
Det korte svar er ja.
Fx kan jeg derfor fortælle dig, at flere udskolingslærere har valgt muligheden med at forberede og at kollegerne også fylder mere i udskolingen.
I indskolingen har skole-hjemsamarbejdet bedre kår, men her skal du huske at det samlet kun var 40 lærere, der valgte den mulighed, når jeg skriver at andelen af indskolingslærere, der er glade for skole-hjemsamarbejdet er dobbelt så stort, som blandt udskolingslærere.
Er der forskel ift., hvor længe de har arbejdet som lærere?
Igen er svaret ja – der er nogle lidt påfaldende sammenhænge, der kan være interessante at overveje og måske inddrage i dialogen til teammøderne.
Fx er der en sammenhæng mellem, hvor meget teamsamarbejdet og kollegerne betyder, desto længere tid lærerne har undervist.
Og igen deler skole-hjemsamarbejdet vandene en smule, da flere af de erfarne lærere finder det vigtigt.
Vil du vide mere?
Nu er du blevet lidt klogere på, hvad lærerne holder mest af ved deres arbejde.
Vil du have de ting, jeg laver om Lærerundersøgelsen (fx rapporten med det samlede overblik) direkte i indbakken, så er det bare at skrive dig op: